Læringsfestival marts 2024
Video fra Læringsfestivalen
Der blev budt på alt fra livesending til og fra den nationale læringsmesse Lærfest’24 i Bellacentret, præsentationer på skærme, plancher, i bøger, tegneserier med mere og cirkusforestillinger, oplæsninger, escape room og meget mere, da Læringshuset torsdag den 14. marts 2024 endnu engang holdt Læringsfestival i Læringshuset.
Her viste elever fra 0.-9. klasse deres forældre, søskende og andre interesserede, hvad de har lært og arbejdet med i deres seneste projektforløb – et arrangement, der som husets tidligere læringsfestivaler trak et stort publikum.
Alle årgange har under det fælles tema ”Kultur” i høj grad arbejdet videre på basis af emner fra skolens store, fælles litteraturfestival i uge 5 i år.
For eksempel havde 0. klasserne arbejdet videre med børnebogen ”Mørkemusen” fra deres litteraturforløb. Klasserne havde de stillet sig selv spørgsmålet ”Hvordan kan vi som scenekunstnere lave billedbogen ”Mørkemusen” om til et rum, hvor vi kan sanse, føle og spille teater for festivalgæsterne?”. Det resulterede i både sanseoplevelser, udstilling og forestillinger for festivalgæsterne.
Og 1. klasserne havde stillet sig selv spørgsmålet ”Hvordan kan vi som cirkusartister samarbejde om at få festivalgæsterne i bedre humør end de var, da de kom?” og løste opgaven ved at forvandle skolens store idrætssal til et stort cirkusrum med flot underholdning af dygtige cirkusartister, masser af boder og festlig musik.
5. klasserne havde delt sig op og deltog på samme tid i både Læringshusets egen læringsfestival og den nationale læringsfestival Lærfest ’24 i Bellacentret og sendte live begge steder, så gæsterne på klassens stande kunne opleve både begivenhederne i Bellacentret og i Læringshuset. Begge steder præsenterede 5. årgang deres kunstprojekt, hvor de har arbejdet med AI/3D-kunstprojekt, som er blevet til i samarbejde med kunstner Morten Modin.
Både 3. og 6. klasserne havde arbejdet med klima og bæredygtighed og inviterede festivalgæsterne til at blive klogere på udfordringerne såvel som at tænke mere over, hvordan vi hver især kan bidrage til løsninger.
På 8. årgang havde eleverne arbejdet med, hvordan unge opfatter Vestegnen, og hvordan opfattelsen kan ændres til at se Vestegnen som et attraktivt sted for unge.
Video
Se videoen fra Læringsfestivalen på Læringshusets YouTube-kanal. Video-link til YouTube - youtube.com/watch?v=mySB62f33Bw